Malerforbundet i Danmark har godt 8.500 medlemmer og er et af landets ældste fagforbund. Forbundet blev grundlagt helt tilbage i 1890.
Vores medlemmer er ansatte, der er beskæftiget inden for malerfagets arbejdsområde. Den største gruppe er bygningsmalere, som er beskæftiget inden for bygge- og anlægssektoren. Derudover har forbundet også en stor gruppe autolakerere og skilteteknikere, samt medlemmer, der er ansat på specialområder såsom bygningsrestaurering, dekorationsmaling, lakteknik med mere.
Godt 3.000 af vores medlemmer er kvinder. Dermed har vi som håndværkerorganisation en meget høj andel af kvinder blandt vores medlemmer. På bygningsmaleruddannelsen er over halvdelen af eleverne nu kvinder.
Dit fag er vores fælles sag
I Malerforbundet ser vi det som vores fornemmeste opgave at sikre dig de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår. Derfor består kernen i vores arbejde også i vores overenskomster.
Det er overenskomsterne, som er den afgørende forskel på os og gule fagforeninger såsom Krifa og Det Faglige Hus, fordi Krifa og Det Faglige Hus ikke forhandler overenskomst med Danske Malermestre, Dansk Byggeri eller AutoBranchens ArbejdsgiverForening.
Vores job er at hjælpe dig og dine kollegaer, når I har brug for det. Derfor lytter vi også til de ønsker I har, eller udfordringer I oplever i arbejdslivet, og vi bruger det aktivt, når vi forhandler overenskomst med arbejdsgiverne.
Overenskomsten sikrer dig et godt arbejdsliv
Vores overenskomster består af helt basale regler om blandt andet løn, opsigelse, barsel, kørsel, arbejdstid, lærlinge, pension, uddannelse og tillidsmænd. Samtidig danner overenskomsterne også ramme om en lang række andre goder, du som medlem har adgang til. For eksempel vores sundhedsordning, uddannelsesfonden MALKOM samt opmåling og beregning af malerarbejde.
Kort sagt: Vi kender dit fag, og derfor kan du regne med, at vi er de bedste til at sikre dig et godt arbejdsliv.
Seks store afdelinger
Malerforbundets forbundskontor ligger i København. Den daglige kontakt med medlemmerne varetages af seks afdelinger, der er fordelt i hele landet.
De seks afdelinger har i alt 17 lokalkontorer.
Forbundets medlemmer er sikret alle ordinære arbejdsvilkår som løn, ferie, pension, barsel, løn ved sygdom, kørselsregler, fratrædelsesordninger m.v. gennem vores overenskomster med mesterforeningerne.
Vi løser eventuelle medlemssager direkte, sammen med mesterforeningerne, uden om retssale og domstole.
Forbundet har tilknyttet en række specialister, der kan vurdere arbejdsulykker, arbejdsskader med videre, og vi er desuden medlem af Fagbevægelsens Hovedorganisation.