Lønsystemet i MDRs overenskomster er bygget op, så alle er sikret en basisløn. Basislønnen afhænger af hvilken overenskomst du er omfattet af, og hvilken jobgruppe du tilhører. Hvert tredje år – ved overenskomstforhandlingerne mellem MDR og DR – aftaler MDR og DR hvor meget basislønnen skal stige.
Lønforhandling
En god lønforhandling kræver, at du ved, hvorfor du bør have mere i løn. En grundig forberedelse giver dig ro, når du sidder til selve samtalen, hvor I skal tale om din løn. Din løn bliver ikke bestemt ud fra én lønforhandling, men med udgangspunkt i dit arbejde og indsats hele året.
Sørg derfor i løbet af året for at gøre din leder opmærksom på din indsats.
Vi har udarbejdet en række gode råd i forbindelse med forberedelserne til din lønforhandling. Er du interesseret i at modtage dem, kontakter du blot sekretariatet.
Videreudnyttelsesfonden
Fonden får tilført penge fra DR, i det omfang DR har udnyttet (videresolgt) rettigheder til værker (TV- og Radiooptagelser, og faste billeder med videre). Fonden bevilliger penge til de enkelte medlemmers personlige udvikling, der har relation til deres job, men som ikke er direkte nødvendig for varetagelsen af nuværende jobfunktion.