Søfartens Ledere er en landsdækkende faglig organisation for maritime ledere og specialister i det blå Danmark. Ca. 20 procent af medlemmerne er beskæftiget i land, heraf er 95 procent ansat indenfor den maritime sektor.
Vi kender både rederierne og den øvrige branche til bunds, og vi forhandler de fleste overenskomster på vores område og er gearet til at yde en hurtig og effektiv indsats, når vores medlemmer har brug for hjælp.
Medlemmerne repræsenterer en afgørende og værdiskabende masse af maritime kompetencer, der har været en forudsætning for den massive vækst i dansk skibsfart siden årtusindskiftet. De er ligeledes en forudsætning for erhvervets fortsatte vækst.
Søfartens Ledere rådgiver om de særlige job- og ansættelsesvilkår, der gælder på det maritime arbejdsmarked, og vi vejleder i både de danske og internationale bestemmelser, der har betydning for dit arbejdsliv, herunder Sømandsloven og MLC (Maritime Labour Convention).
Langt de fleste af vores medlemmer er ansat på individuel kontrakt, og vi bistår både med rådgivning i forbindelse med kontrakt- og lønforhandling, og i forbindelse med evt. tvister undervejs i dit ansættelsesforhold.
Nogle kontrakter kan være meget omfattende, mens andre henviser til gældende overenskomster. Derfor hjælper vi dig med at fortolke de overenskomster, der måtte gælde for dit ansættelsesforhold.
Bekendtgørelse af lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. (Sømandsloven) § 3 stk. 3. fastslår, at den søfarende, inden en ansættelsesaftale underskrives, skal have mulighed for at gennemgå den og søge råd vedrørende dens vilkår.
Det er derfor altid en god idé at gennemlæse ansættelseskontrakten grundigt og søge råd og vejledning hos Søfartens Ledere, inden du skriver under. Du får i den forbindelse også et tjek af, om det tilbudte hyreniveau er i orden.